Skriv nu – Just do it!

af ulrich den 18. august - 2008

Det er spild af tid at skifte designet ud på din blog en gang om måneden. For meget læsning gør dig uproduktiv og du mister dit publikum. Koncentrer dig om at skrive indhold og masser af det.

skriv_post.jpg

Det er meget godt at læse en masse om hvordan du skal skrive men på et tidspunkt skal du altså selv skrive/blogge. Og når du gør dit tidsforbrug op, så skal du helst blogge mere end du læser. Ikke at du helt skal holde op med at læse andre blogs (eller denne for den sags skyld). Men du skal holde op med at bruge en masse tid på at læse om hvordan du optimere din tekst til søgemaskinerne og hvordan du laver fængende overskrifter og så komme igang med at gøre det.

At du ved hvordan du skal skrive gode tekster gør dig ikke til en god blogger. At skrive gode tekster gør dig til en god blogger. Der er selvfølgelig også mange andre ting der gør dig til en god blogger men indholdet kommer altså bare først. En blog består trods alt for det meste af tekst.

Themes kan være spild af tid

Det værste du kan gøre er at spilde din tid. Selvom det kan være rigtig spændende at rode med design, themes, plugins og andet lir til din blog, så er et godt design uden indhold ikke ret meget værd. Og det er utroligt hvor meget tid der kan bruges på at læse andre blogs, så være opmærksom på at du også er aktiv ved tasterne.

Jeg er selv forfalden til at sidde og bruge timevis på at rode med detaljer i designet og prøve nye themes af. Eller nye smarte plugins til bloggen. Der er selvfølgelig også meget godt at der sker lidt udvikling men i bund og grund kan en god blog godt overleve på et godt design i 1 til 2 år. Og al den tid du (eller jeg selv) bruger på at rode med HTML-kode, CSS-kode og designtanker, kan bruges på at skabe noget indhold og i sidste ende give noget omsætning.

Der findes et hav af rigtige gode themes til WordPress. Og problemet er at der er så mange der er gratis at det næsten føles som spild af gode designkræfter ikke at skifte themes ud på sin blog et par gange om måneden. Jeg vil gætte på at jeg har brugt 200+ timer på at rode med design og funktioner til Bojko.dk. Jeg har naturligvis fået en masse erfaringer inden for WordPress design men 50 timer kunne sagtens have været nok. Det ville have givet mig 150 timer til at forfatte indhold. Hele (næsten) bøger er blevet skrevet på den tid.

Jeg ville nemt kunne have tjent penge på 150 timer til at betale en professionel designer/programmør til at lave et unikt theme til min blog.

Teknik er overspringshandlinger

En af mine værste overspringshandlinger er som nævnt, at rode med teknikken bag min blog. Jeg kan blive afsindig stædig hvis der er et element der sidder 2 pixel forkert. Så skal det bare rettes og det er lige meget om det så koster mig 20 timers arbejde.

Selvom et godt designer vigtigt for troværdigheden af en blog, hvor vigtigt er de sidste 10% detaljer så i virkeligheden? Mange af de blogs jeg læser er dårligt nok oversat til dansk. De er sjusket designet og der er designfejl rundt omkring. Men jeg kommer jo efter indholdet og jeg overlever nok at der er lidt skævheder hist og pist, for jeg får rigtig meget ud af indholdet – hvilket jeg for det meste læser i min RSS-læser alligevel.

{ 5 comments… read them below or add one }

1 Alex august 18, 2008 kl. 08:39

Enig enig enig ….

I sit første leveår var min blog en test af alverdens themes og plugins. På et tidspunkt “skiftede jeg side”, og bruger kun mit WP-interface til at skrive indlæg. Og jeg har glemt den adgangskode der giver mig adgang til at rette i PHP-kode.

Til min store overraskelse er der ikke sket design-ændringer til min blog i 3 år … og jeg savner faktisk ikke roderiet med teknikken (selvom man da bliver lidt jaloux når man kommer forbi et layout som denne side f.eks. har) :-)

2 Niels Gamborg august 18, 2008 kl. 19:02

Det er sikkert helt rigtig hvis er man er problogger, Ulrik.

Men for os glade amatører er det skønt (og også nødvendigt) at være uproduktive ind i mellem. ;)

3 Ulrich august 19, 2008 kl. 06:35

Hej Niels

Helt enig. Selv probloggere har brug for at lade op og være uproduktive. Men hobbybloggere har ofte noget mindre tid end probloggere til at drive en blog. Hvis der går alt for meget af den tid med at fifle med teknik, ender det ret hurtigt med at der ikke bliver skrevet noget.

Jeg tror at det er et spørgsmål om balance. Der skal være tid til research og teknikroderi men det må ikke tage overhånd.

4 Lasse B. Andersen august 22, 2008 kl. 10:40

God artikel – problemet med at lade “den tekniske del” ligge over en længere periode, er manglen på aktivitet udover selve indlæggene. Principielt er det rigtigt at “Content is king” og derfor må prioriteres højere end småfikseri og smarte finesser, men samtidig er det utrolig vigtigt at en blog (eller hvilket som helst andet website) er i en konstant udvikling. Læseren skal have indtryk af fremskridt og bloggen skal kunne skille sig ud for at vedligeholde læsernes interesser (+tiltrække nye!) i det ocean af forskellige blogs der findes. Og dette kan et nyt design, nogle nye features eller lignende være med til at bidrage til :-)
Well, jeg tror nu vi er enige i dette.. :-)

5 Ulrich august 23, 2008 kl. 17:54

Hej Lasse

Det er ikke kun af princip at “Content is king”. Udvikling af en blog er udvikling af indhold og udvikling af ens skrivefærdigheder. En blog kan sagtens have det samme design og de samme funktioner i 2-3 år uden at det går ud over bloggens popularitet. Jeg vil dog meget at hvert 3. år bør man foretage et redesign.

Hvis en blog skal skille sig ud fra mængden, bliver den nød til at have superindhold og et godt design. Selvfølgelig skal teknikken følge med tiden men en blog med masser af funktioner og flot design uden indhold er ikke en krone værd. Med mindre man selvfølgelig sælger teknik og designs :)

Vi er enige i at funktioner, features og teknik er vigtigt men det må aldrig komme før indhold.

Bliv set! Skriv en kommentar.

Forrige indlæg

Næste indlæg